Fredsbevægelser verden over har hvert år siden 1945 afholdt fredsdemonstrationer og arrangementer for at erindre os alle om, at atomvåben er menneskehedens umiddelbare største trussel i krig og i fred.
I dag torsdag d. 6. august og på søndag d. 9. august er det 81 år siden, at Atombomberne over Hiroshima og over Nagasaki i Japan blev kastet af den amerikanske hærs flystyrker i forbindelse med afslutningen af den 2. verdenskrig 1945.
Det samlede tab af menneskeliv for de to byer over de første fire måneder blev opgjort til mellem 150.000 og 250.000 personer, både som direkte følge af brande og trykbølgens fysiske ødelæggelser og som følge af ubehandlede skader og strålesyge.
Hos de overlevende blev der observeret en forhøjet risiko for kræft på op til 0,5 %, andre DNA-mutationer og en dødelighed som er 4,3 – 7,2 % højere end i den generelle befolkning.
Bombningerne er indtil videre første og eneste gang, at atomvåben er blevet brugt i krig.
Den korte historie om kontrol af atombomben efter krigen og frem til i dag.
Efter 2. Verdenskrig var bestræbelserne, at der skulle og kunne føres international kontrol med evt. vækst og udvikling af våbnene. Fred og nedrustning var på danske politikeres dagsorden og i særligt omfang hos venstrefløjens politikere.
Nedrustningsarbejdet udvikledes i nær tilknytning til FN og de mange lande, der var og blev tilknyttet FN-aftalen.
Opmærksomheden drejede sig især om kontrol af det omvåben-kapløb mellem supermagterne, der fandt sted under den Kolde Krig, samt spredningen af atomvåben i denne periode, hvor flere lande fik atomvåben.
I forlængelse heraf blev Ikkespredningsaftalen (NPT) underskrevet i 1968 af USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, der nu officielt var blevet anerkendt som atomvåbenstater.
Aftalen blev yderligere underskrevet af de øvrige lande i FN – i alt 191. På trods af NPT-aftalen og kravet om ikke spredning af atomvåben fik yderligere 4 lande; Nordkorea, Indien, Pakistan og Israel efterfølgende atomvåben.
MEN:
Det netværk af aftaler og mulighed for kontrol, som der var enighed om vedr. den internationale våbenudvikling under den kolde krig, er gennem de sidste årtier blevet udhulet og eller opsagt. ABM traktaten fra 1972: Den Anti-Ballistiske Missiltraktat (ABM) indebærer udtrykkeligt et forbud mod udviklingen af anti-raket forsvarsskjolde og har været grundlaget for den skrøbelige atombalance mellem USA og Rusland. INF Traktaten fra 1987: Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty indebærer forpligtigelse til eliminering af mellemdistanceraketter med en rækkevidde på mellem 500 og 5.500 kilometer, og at skabe gensidig indsigt i hinandens atomvåbenprogrammer (Mell. USA og Sovjetunionen/ Rusland).
Open Skies fra 1992: Traktaten blev indgået i 1992 mellem NATO og de daværende Warszawa-pagt stater. Traktaten giver de deltagende nationer ret til gensidige overflyvninger af hinandens territorier på forud fastlagte ruter, samt benytte fotografi og radar. Fra 2006 kunne også infrarøde kameraer benyttes. Disse flyvninger skulle skabe tillid mellem nationerne ved at sikre man kan kontrollere hinandens militære formåen og på den måde sikre at man ikke starter et nyt våbenkapløb.
New Start fra 2010: Traktat mellem USA og Den Russiske Føderation om tiltag til yderligere reduktion og begrænsning af strategiske offensive våben.
New START er en aftale om reduktion af atomvåben mellem USA og Rusland og fastsætter grænser for udplacerede strategiske atomstridshoveder.
Vi kan konstatere, at for første gang i historien er der ingen bindende begrænsninger på USA`s og Ruslands atomarsenaler.
Vi er tilbage i en verden uden regler for atomvåben. Vi står overfor et omfattende fredsarbejde verden over.
For Fredsinitiativet, Tove Jensen